Vedtægter

§ 1
Selskabets navn er Dansk Cichlide Selskab.
Hjemsted: Siddende formands adresse.

§ 2
Selskabets formål er at fremme interessen for, samt at udbrede kendskab til cichlider i videst muligt omfang ved møder, konkurrencer og evt. udstillinger, samt på enhver måde bestyrelsen måtte finde formålstjenligt.

§ 3
Som medlem kan optages enhver cichlideinteresseret akvarist. Medlemskabet gælder for kontingentindbetaleren og dennes husstand. Gæster kan deltage i selskabets møder, dog højest 2 på hinanden følgende gange.

§ 4
Selskabets foreningsår er 1. januar til 31. december.

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen, og skal være betalt senest 31. december. Er det ikke betalt på dette tidspunkt, ophører medlemskabet og hermed også tilsendelsen af de publikationer, som medlemskabet berettiger til.

Udover kontingentet kan der ved hvert møde opkræves en afgift, hvis størrelse ansættes af bestyrelsen.

Ændring i valg af medlemsblad skal vedtages på to på hinanden følgende generalforsamlinger.

§ 5
Selskabets regnskabsår er fra den 1. oktober til den 30. september. Dets midler indsættes på bankkonto. Ethvert bilag skal, for at have gyldighed, være attesteret af formanden.

Årsregnskabet skal, inden fremlæggelse på generalforsamlingen, være revideret af revisoren. Kassereren skal ved hvert bestyrelsesmøde aflægge kasserapport.

Dansk Cichlide Selskab og dets bestyrelse er ikke ansvarlig for økonomiske beslutninger foretaget af regioner og interessegrupper, med mindre der foreligger et af DCS’s bestyrelse godkendt budget.

§ 6
Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.

Stemmeberettiget er ethvert medlem mod forevisning af gyldig medlemskort.

Den ordinære generalforsamling holdes hvert år i oktober måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne, dette sker ved e-mail og med brev til de, der ikke har e-mail.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være formanden i hænde senest den 8. dag før generalforsamlingens afholdelsesdato.

Over forhandlingerne føres et referat, som har bevisende kraft, når den er underskrevet af dirigenten.


På den ordinære generalforsamling foretages følgende:

A. Valg af dirigent.
B. Aflæggelse af beretning.
C. Regnskab med status fremlægges til godkendelse.
D. Forslag fra bestyrelsen.
E. Forslag fra medlemmerne.
F. Valg af bestyrelse og suppleanter.
G. Valg af revisor og revisorsuppleant.
H. Eventuelt.

Hvor lovene ikke foreskriver noget andet, sker afstemningen efter reglen for almindelig flertalsvalg ved håndsopretning eller på anden, efter dirigentens skøn formålstjenlig måde. Når bestyrelsen eller 10 (ti) tilstedeværende medlemmer forlanger det foretages skriftlig afstemning.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 1/3 af medlemmerne stiller skriftlig motiveret forlangen herom. Mindst halvdelen af dette antal er pligtig at møde og forsvare forslaget. I modsatte fald kan bestyrelsen forkaste dette.

De ekstraordinære generalforsamlinger indvarsles på samme måde som de ordinære, og bestyrelsen er pligtig at bestemme dem til afholdelse senest én måned efter, at begæring er kommet bestyrelsen i hænde.

§ 7
Bestyrelsen består af 5 medlemmer og en suppleant, der vælges efter de almindelige regler for flertalsvalg og for en periode af to år.

Formanden og et bestyrelsesmedlem vælges de lige år, kassereren og næstformanden vælges de ulige år. Suppleanter og revisorer vælges hvert år.

Udebliver et bestyrelsesmedlem fra tre på hinanden følgende møder, kan vedkommende udelukkes fra bestyrelsen og suppleanten træde i stedet.
Bestyrelsen kan, hvis den finder det fornødent, supplere sig med et arbejdsudvalg.

§ 8
Selskabets opløsning kan finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller 2/3 af medlemmerne. Opløsningen skal vedtages på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der indvarsles efter vedtægterne. 2/3 af de fremmødte skal godkende opløsningen. Selskabets midler deles ligeligt mellem Danmarks Akvarium, Charlottenlund og Zoologisk Have, København.

§ 9
Medlemmer, der bevisligt modarbejder selskabets interesser, kan ekskluderes af generalforsamlingen efter skriftlig afstemning, hvor der kræves 2/3 majoritet af de fremmødte.